Da Belgien gik ind på Los Angeles Stadium den 21. juni 2026, var forventningerne til Romelu Lukaku højere end nogensinde. Efter en 1‑1‑draw mod Egypten – hvor Lukaku tvang modstanderen til at score egenmål – håbede nationen på, at hans fysiske tilstedeværelse kunne vende den faldende kurve. I stedet endte de i endnu en 0‑0‑ligegyldighed, mens den belgiske midtbanespiller Nathan Ngoy blev vist et rødt kort i 66. minut.
Et historisk nedslag for den såkaldte "guld‑generation"
Belgien har i de seneste to årtier været kendt som et af Europas stærkeste hold. På trods af en 9. plads i FIFA‑rankingen og en imponerende kvalifikationskampagne med 29 mål på 24 mulige point, har de nu tre uafgjorte i træk i store turneringer. Første kamp i gruppe G mod Egypten blev afsluttet 1‑1, hvor Lukaku kom på som indkaster og skabte det egenmål, der sikrede pointet. På trods af dette er holdets samlede rekord i VM‑historien – 11 sejre ud af 13 tidligere turneringer – ved at falde fra hinanden.
Den seneste kamp mod Iran forstærkede billedet af et hold i krise. Med 70.317 tilskuere i baggrunden var der ingen mål, ingen dramatiske redninger og ingen af de typiske belgiske angrebsmuligheder, som Lukaku normalt leverer. Det var også den første gang, at en belgisk spiller fik et direkte rødt kort i en VM‑kamp siden 2018, hvilket yderligere svækkede deres chancer for at sikre den nødvendige sejr i den sidste gruppespil‑kamp.
Lukaku’s rolle: Fra målmaskine til drømmende frontlinje
Romelu Lukaku har i løbet af de sidste fem år oplevet en turbulente periode med skiftende klubber, skader og kritik fra medierne. På trods af sine 1,90 m og fysiske styrke har hans målscoredeevne i landsholdet dalet fra 0,55 mål per kamp i 2022 til 0,31 i 2025. I den seneste kamp mod Iran stod han på banen i 73 minutter, men hans indflydelse var begrænset til et par korte spark på kanten, som blev neutraliseret af Irans kompakte defensiv.
Eksperter som den tidligere belgiske midtbanespiller Axel Witsel påpeger, at Lukaku nu skal udvikle sig fra at være en ren "target man" til at blive en mere alsidig spiller, der kan trække modstandere ud af position og skabe plads for yngre talenter som Jeremy Doku og Charles De Ketelaere. "Han har den rå kraft, men i moderne fodbold skal han også kunne læse spillet, presse højt og deltage i bygningen af angreb," udtaler Witsel i et interview med *Le Soir*.
Den taktiske gåde: Rudi Garcias plan under pres
Belgiets træner Rudi Garcia har i løbet af turneringen forsøgt flere formationer – fra en klassisk 4‑3‑3 til en mere defensiv 3‑5‑2 for at beskytte den skrøbelige defensiv. Efter Ngoys røde kort måtte Garcia hurtigt omstrukturere midtbanen, hvilket betød, at Lukaku måtte tage en mere central rolle, men uden den nødvendige støtte fra de kreative midtbanespillere.
Den taktiske usikkerhed har gjort det svært for holdet at udnytte Lukakus fysiske fordele. I kampen mod Iran så man gentagne gange, at de belgiske kantspillere blev fanget i 1‑vs‑1‑dueller, mens midtbanen manglede den nødvendige dybde til at forbinde med angrebet. Dette resulterede i en næsten tom offensiv – ingen skud på mål fra Lukaku, ingen farlige indlæg fra wingere og en generel mangel på målchancer.
Iran: En undervurderet modstander med stærk disciplin
Iran har historisk set haft svært ved at komme videre fra gruppespillet, men i 2026 har de vist en overraskende taktisk modenhed. Selvom de kun har deltaget i seks VM‑turneringer uden at nå ud af første runde, har de i denne gruppe udvist en solid defensiv struktur, hvor keeper Alireza Beiranvand har foretaget flere afgørende redninger.
Træner Amir Ghalenoei har fokuseret på en kompakt blok og hurtige kontringer, hvilket har gjort det svært for Belgien at trænge igennem. På trods af politiske spændinger omkring deres ophold i USA – hvor de ifølge en aftale med FIFA måtte vende tilbage til Mexico hver nat – har holdet holdt fokus på banen og leveret en kamp, der har sat spørgsmålstegn ved Belgiums selvopfattelse som en af Europas top‑nationer.
Hvad betyder dette for den sidste gruppespil‑kamp?
Med kun ét point på bordet efter to kampe er Belgien i en presset situation. Den sidste kamp mod New Zealand, som også har ét point, bliver afgørende. Hvis Belgien kan sikre en sejr, vil de gå videre som gruppens første, men et nederlag vil betyde, at både de og Iran er på randen af udryddelse.
Lukakus evne til at levere mål i denne afgørende kamp kan blive den afgørende faktor. Med hans erfaring fra top‑ligaer i England, Italien og Frankrig forventes det, at han vil tage ansvar for at presse modstandernes forsvar, skabe plads og udnytte de få chancer, som Garcia formår at skabe. Samtidig vil hans disciplin på banen blive testet – et andet rødt kort vil automat
Uanset udfaldet vil denne kamp give et klart billede af, hvorvidt Belgien kan,
Ekspert‑udtalelser: Håb og skepsis omkring Lukaku
Den belgiske fodboldforbund (KBVB) har udtalt, at de har fuld tillid til Lukaku som holdets “lead striker”. I en pressekonference den 22. juni sagde KBVB‑chef Franky Vercauteren: "Romelu har vist sin kvalitet i de største øjeblikke, og vi tror på hans evne til at finde nettet, når det betyder mest."
Modsat har sportsjournalisten Jonathan O'Shea fra *The Guardian* en mere kritisk holdning: "Lukaku har haft flere sæsoner, hvor hans målprocent har ligget under 0,3. I en turnering, hvor hvert mål tæller, kan han ikke længere være blot en reserve‑option."
Fremtiden: Kan Belgien genfinde sin glans?
Hvis Belgien klarer at vinde deres sidste gruppespil‑kamp, vil de gå videre til knockout‑runden med fornyet selvtillid. Det vil også give træner Garcia en chance for at finjustere sin taktik – måske ved at integrere en mere fleksibel 4‑2‑3‑1, hvor Lukaku kan operere som en central angriber med støtte fra offensiv midtbanespiller De Ketelaere.
Hvis de derimod bliver elimineret, vil det markere afslutningen på en æra, hvor den såkaldte "guld‑generation" gradvist er ved at blive erstattet af en yngre ribbe af spillere, der endnu skal bevise, at de kan leve op til de store forventninger. Lukakus fremtid i landsholdet vil så sandsynligvis afhænge af hans præstationer på klubplan – og hans evne til at tilpasse sig en mere moderne, pressende spillestil.